
Helvig, som blev Teutonernes sidste satsning, blev opført på Snedsteds friluftscenen i Anlæget, med efterfølgende turne til Ryslinge på Fyn.
Her er hele holdet fotograferet på scenen i Snedsted.
Helvig
En kærlighedshistorie ude af tid i Thy
Teutonernes store friluftsspil i sommeren 2012 handler om livet blandt tyende i 1800-tallets Thy, og om livet som det leves i Thy i dag.
Vi møder den unge tjenestepige Helvig på en herregård i 1800-tallet, og vi bryder den usynlige tidslomme og følger hende på fortryllende vis med hendes kæreste Mikkel til vore dages Snedsted og Thisted.
Mennesker og kærlighed er ens til alle tider, kun tiden forandrer sig, og sammenblandingen af 1800-tallet og nutiden er med til at overraske publikum undervejs.
For eksempel når den unge pædagogstuderende fra Thisted, Mikkel, pludselig befinder sig blandt godtfolk i 1800-tallet i sin sommerferie. Her får han øje på Helvig, og hun på ham, et kærlighedsforhold ude af tid, og det kan være problematisk! Det er også problematisk, når Mikkel prøver at finde stikket til sin kaffemaskine i et herregårdskøkken anno 1850!
Med på rejsen er læreren og højskolemanden Christen Kold, der i høj grad var fremsynet.
En del af baggrunden for dette nye skuespil er hentet i forfatteren Winni Østergaards store dokumentarroman ”Ud og hjem” om det uægte barn Helvig, der vokser op i det underste lag af samfundet, men bliver en stærk og selvbevidst kvinde. En tidlig eksponent for senere tiders nødvendige kvindeoprør. Stykket handler i høj grad om kvinders plads i samfundet, dengang og nu.
Har du ikke læst Winni Østergaards romaner om Helvig, så se at få det gjort! Det er godt stof fra det virkelige liv, som vi bygger videre på med sange og musik i dette nyskrevne friluftsspil.
Forfatteren til Teutonernes skuespil, Steen Mourier, sætter romanens historiske figurer ind i en nutidig ramme, og netop sammenstødet mellem dengang og nu bliver særlig interessant, for hvad har vi opnået og forbedret gennem århundrederne, og hvad har vi måske tabt undervejs?
Forestillingen havde ca. 100 medvirkende på og bag scenen.
Forfatter Steen Mourier
Instruktør Skuespiller Pia Mourier
Komponist Erling Lindgren
Korleder Annette Boch Pedersen
Kapelmester Kristian Mogensen
Systueleder & PR Lene Bek Nielsen
Koreograf Vibeke Kortegaard
Lyd & Lys Morsø Lyd & Lys
Instruktørassistent Charlotte Mosumgaard
Rekvisitter Ida Wium, Sjørring
Leder værksted Folmer Svendsen